Ultimatum, angaaende Determinismen og Etatsraad Ørsteds Fortsatte Bemærkninger om samme.

Med den første af afhandlingerne fra 1824, "Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psykologien og Retslæren", indledte Howitz det 19. århundredes danske diskussion om viljens frihed. Howitz mente, at samtidens retslærde (med Ørsted i spidsen) ikke forstod forholdet mellem menneskets normale fornuftstilstand og den afsindige tilstand, og han påbegyndte dermed en diskussion af det juridiske begreb om tilregnelighed, bag hvilket han mente at se Kants frihedslære. Hans mål var at få ændret synet på domme i straffesager, hvor ydre omstændigheder burde siges at kunne svække den sagsøgtes evne til at handle fuldt rationelt, - dette foregriber således et fokus på faktorer, der i dag lægges megen vægt på, når der afsiges domme.

Med Hume søger Howitz således at gendrive Kants lære om menneskets frihed. Han sætter lighedstegn mellem forholdet motiv-handling og forholdet årsag-virkning, og således kan der, ifølge Howitz, når det gælder menneskelige handlinger, heller ikke findes noget, der er uden årsag. Howitz opfattede dog ikke, helt på linie med Hume, denne naturnødvendighed som værende i modstrid med friheden.

Efter Howitz' første skrift svarer Ørsted i 1824 igen med sin "Et Par Ord; i Anledning af den foranstaaende Afhandling". Howitz' andet værk fra 1824, "Determinismen eller Hume imod Kant", er et gensvar på Ørsteds svar, og Howitz fastholder sine meninger fra det første indlæg og sætter trumf på ved bl.a. at påpege, "at den kantske frihed er en videnskabelig uting, idet det må gælde for såvel den moralske som den fysiske natur, at den er underkastet love." (Koch, p. 191)

"Med Howitz' 180 sider store antikritik fik striden om viljens frihed en uheldig litterær drejning og kom mere til at handle om den rette tolkning af filosofiske påstande end om den sag, der lå Howitz på hjerte. Han citerede talrige autoriteter og diskuterede indgående, hvorvidt Kants erkendelsesteori og moralfilosofi rummer indre modsigelser eller ej. Da Ørsted kort efter vendte sig imod Howitz' antikritik, fandt han rig anledning til at understrege, at Howitz' filosofiske indsigt var betydelig mindre end hans arrogance over for anderledes tænkende." (Koch, p. 191).