Ingemanns forhold til Carl Luno fremstår i begyndelsen som et af de dybeste og mest betydningsfulde venskaber i hans ungdom, et forhold præget af fortrolighed, hjertelighed og gensidig støtte. Han var “en trofast og fordringsløs Ven”. I modsætning til f.eks. H. C. Andersen søgte han ikke prestigefyldte forbindelser, men knyttede sig loyalt til dem, han delte åndeligt fællesskab med. Netop derfor vækker det undren, at han senere afbryder forbindelsen til sin “allerintimeste Ungdomsven Carl Luno”.

Luno var den, “der mer end nogen Anden havde været Gjenstand for den tyveaarige Digters varmeste Hjærteudgydelser”, og hos hvem Ingemann fandt “Forstaaelse og Støtte, da tærende Sygdom og svære Sjælsanspændelser truede med at drage ham ned i en tidlig Grav”. Luno var altså ikke blot en ven men en eksistentiel støtte i en sårbar periode. (Schwaneffügel, Ingemanns Liv og Digning, p. 399-402).