Morgensange bliver regnet for et af Ingemanns væsentligste værker:
”Ingen andre tekster fra 1800-tallets første halvdel – ud over en del af H.C. Andersens eventyr – har haft en overlevelseskraft som Ingemanns morgensange. Hvad der er fælles for mange af eventyrene og disse sange er, at de nok er skrevet til børn, men også tidligt har fundet en voksent publikum.
De syv morgensange blev året efter fulgt op af Syv Aftensange, som ikke var skrevet til børn, og som ikke har haft helt den samme betydning, selvom flere stadig synges, bl.a. „Der staaer et Slot i Vesterled” og „Dagen gaaer med raske Fjed”. Også disse sange satte Weyse musik til.
Morgensangene var et bestillingsarbejde. Prinsesse Caroline Amalie, gift med den senere Christian d. 8., havde tidligt vist interesse for oprettelse af børneasyler, dvs. en slags børnehaver sigtende på børn fra fattige familier, hvor både faren og moren arbejdede. Det var til et af disse asyler, oprettet i 1835, Ingemann skrev sine morgensange, efter sigende opfordret af Caroline Amalie selv. Hun og prinsen kvitterede i hvert fald for dem gennem en god ven, som var lærer ved asylet: „Hun [havde] læst dem for Prindsen, som ogsaa var meget fornøiet med dem. Han holdt mest af Nr. 3 [”Nu vaagne alle Guds Fugle smaa„], men Prindsessen af Nr. 2 [”Lysets Engel gaar med Glans„].” (Weinrich, B. S. Ingemann (I Lex, Danmarks Nationalleksikon).